Referat fra generalforsamlingen tirsdag den 28. marts 2023, Snekkersten Sejlklub.
Mette ønskede velkommen og opfordrede alle til at finde teksten til Kaj Munks ”Den blå anemone” på mobiltelefonen. Deltagerne ”lod sig kue og overgav sig” til at synge den smukke sang i fællesskab (alle vers). Ingen mobile forstyrrelser i resten af mødet!
Valg af dirigent
Hans Jørgen blev valgt.
Odd skriver referat.
Formandens beretning
Mette berettede udførligt om sejladser og arrangementer i året der er gået. Søren Vangs pludselige bortgang, Pokalsejladsen og markeringer af UNESCO´s godkendelse af den klinkbyggede bådebyggertradition, blev de største hændelser det år.
Fremlæggelse af revideret regnskab
Morten præsenterede det godkendte regnskab.
Et negativt resultat, – 1.392,-, skyldes større udgifter ifm. med Pokalsejladsen end forrige år, grundet udgifter til musikunderholdningen. Morten afventer fortsat adgang til bankkonto.
Nogle modtagne udlægsbilag er ikke udbetalt, grundet ovenstående.
Stor stander nedskrevet, men er ikke ”forsvundet”, den opbevares i Espergærde.
Valg af bestyrelse
Mette, Morten, Nils, Anker og Odd på valg. Alle genvalgt. Ikke andre kandidater.
Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på kr. 200,- blev godkendt. Der blev opklaret at medlemsskabet også indbefatter husstandsmedlem (samboer/ægtefælle).
Valg af revisor
Søren blev genvalgt.
Indkomne forslag
Der var ingen indkomne forslag.
Eventuelt
Ingelise reklamerede for bladet ”Klassiske Træbåde”, der for TS medlemmer kan erhverves på abonnement for kr. 200,-/årligt.
Sorte Per savner en medlemsliste, sidste tilgængelige var fra 2014. Bestyrelsen undersøger GDPR-regler for distribution til medlemmerne.
Sejladskalenderen (udkastet) blev gennemgået og kommenteret.
Smakkeregatta: ny dato: 19. august.
Øhavet Rund: Lars spurgte om der er interesse for en fælles tur.
Hven/Hornbæksejlads udgår – vi afholder Limfjordsturen som ”årets tur”.
Pokalsejlads: skippermøde kl. 10 00 lørdag & søndag.
FREM fylder 90 år. Arrangement i Espergærde, med opbakning fra FtSF/SSS. Mere information følger.
Dan foreslog en fælles tur til ”Jarlen”. Odd undersøger med Strandhavens Jollelaug om evt. koordinering med et af deres arrangementer.
Maritime aftener vintersæson 2023/24 blev diskuteret. Der er muligheder for afholdelse i HAL16 på 1. sal. Der var ønske om min. 2 af gangene med tema/undervisning. 8 gange i løbet af november, januar, februar & marts. Temaer, datoer, steder annonceres senere.
Hans Jørgen afsluttede generalforsamlingen med tak for god ro og orden.
OEB
Humlebæk, 30. marts 2023
Referater fra tidligere generalforsamlinger, se: ARKIV
[/one-half-first] [one-half]FORMANDSBERETNING FOR 2022FtSF – Generalforsamling marts 2023 – Beretning fra Bestyrelsen ved Forkvinde Mette Brask.
FtSF har nu eksisteret i 54 år. Vi er 57 medlemmer, 2 æresmedlemmer og 7 venner.
Isætning af joller i foråret 2022 blev for manges vedkommende sen, da det var koldt og blæsende hele april. Nils var dog klar allerede i marts. Men i vandet kom vi og den første sejlads, Skotterup sejladsen, blev gennemført fra Espergærde i godt vejr. Vi landede ved det gule palæ og spiste sandwich og det fungerede fint, selvom vi måtte glemme kroens Skipperlabskovs.
Vi holdt Smakkehans tirsdagen før Sct. Hans. Vi havde en virkelig hyggelig samling i aftensol og stille vand ved det gule palæ.
Store Stranddag blev for smakkernes vedkommende aflyst pga. blæst.
To joller Rosalina og Magda fra FtSF deltog i Vinden Drar i Ejby. En årlig begivenhed, der går på skift mellem de nordiske lande. Det er en enestående oplevelse og det skal I prøve. Vi lå smukt ned til Isefjorden men igen blæste det konstant hele ugen alle 9 dage, på nær første aften.
Flere FtSF medlemmer deltog i Øhavet Rundt, deriblandt mig selv. Det var nu ikke den skønneste oplevelse for mig personligt fordi vi blæste inde på Drejø fra mandag til torsdag og der lå jeg så i et larmende telt med Corona og mit barnebarn blev isoleret fra de andre unge. Noget af en øv oplevelse.
Desværre lykkedes det ikke at komme til Ven eller Hornbæk med smakkerne i år. Bestyrelsen havde endda forsøgt at sætte det i kalenderen med to gange, så vi gav det flere forsøg. Men vi vil det stadig rigtig gerne.
Vores tirsdags kapsejladser, havde det også lidt svært sidste år. Der var i det hele taget meget blæst og folk var måske lidt forandrede efter corona nedlukningerne. Vi kunne ikke rumme så mange aktiviteter og arrangementer. Det så jeg i hvertfald i Træskibs Sammenslutningen hvor det var svært at få folk til at komme til pinsestævnet i Korsør. Men de trofaste smakker fra Middelfart kom.
Også til Øresund på Langs, kom Jens Glendvad troligt med Middelfart tosmakken. Smakkerne er geniale at have med til stævner i havnene, de store skibe ligge stille, men de små joller gør havnen levende med sine aktive sejl.
Den 27 august døde Søren Vang pludselig på vej i sin bil. Vi var alle rystet over det i smakkemiljøet over dette fuldstændig uventede tab af en ”bautasten” i vores miljø. Søren fik den smukkeste begravelse i en helt fyldt Vedbæk kirke, hvor ca. 10 medlemmer fra vore foreninger deltog deriblandt nogle i blå busseronner med den lille røde klud, som Søren altid gik med, og knuden skulle være pæn. Foreningen kom med en maritim blomster hilsen. Det blev en flot afsked med et stort menneske og en fremragende sejler. Vi savner dig så meget Søren på havnen, på Øresund og i bestyrelsen i FtSF, hvor du har været vores kasserer i mange år.
Ca. en måned senere døde Jakob Strøyberg. Eller Jakob snik snak, som han blev kaldt. Jakob har været utrolig aktiv i Hornbæk og særligt Jollen Silden har han sejlet rigtig meget. Jakob havde Silden med til vores tur til Bassholmen og har også sejlet Øhavet Rundt i den. Lisbeth og jeg tog til hans bisættelse på Bispebjerg kirkegård i blå busseronner. Jakob havde valgt at gøre en slutning på sit liv, ligesom han havde bestemt den playliste der blev spillet ved bisættelsen. Mange gange har Jakob sunget hans sange for os og fortalt de sjove historier. Vi ville så gerne have sejlet mere med dig Jakob!
Smakkernes store årlige begivenhed – Pokalsejladsen/VM blev arrangeret af Espergærde Smakkelaug som fejrede sit 25 års jubilæum. Pokalsejladsen blev selvfølgelig præget af Sørens bortgang, men efter et minuts stilhed under første skippermøde, skulle vi samle os og forsøge at se fremad og gennemføre arrangementet i Sørens ånd – godt sømandsskab og sammenhold. Pokalsejlads & VM blev annonceret i lokale media, godt arbejde af Vigdis & Co. Med 48 tilmeldte deltagere og 17 joller, traditionen tro også vores venner fra Limfjorden. Der blev udfordrende vejr lørdag, resulterende i at, kun 6 joller til start. Festen i sejlklubbens lokaler blev igen en succes med en overdådig ”alt godt fra havet” buffet fra Fiskeboden og med levende musik af ”Jørgen & Lars” tilsat blues-soloer fra Ronald! En god, lang aften – der markerede laugets 25-års jubilæum! Vi holdt ud helt til midnat denne gang, hvilket er helt særligt – stor tak til festholdet! Søndag bød på strålende vejr fra start og en ”justeret tirsdagssejlads-bane” blev benyttet. 11 joller til start inklusive 2 Megin. Professionelt styret af dommer Kristian og med god assistance med RIB og bøjer fra Sejlklubben. ”Den bedste smakke-frokost i mands minde” (bl.a. rester fra buffeten) blev indtaget på terrassen i det flotteste solskin.
Pokaler og præmier blev uddelt til:
1. August (Espergærde)
2. Rosalina (Snekkersten)
3. SVEND (Espergærde)
Megin pokalen gik til: Lita (Espergærde, 4. plads søndag)
Bomuld pokalen gik til: SVEND (Espergærde)
Carl Collaz pokalen gik til: FREM (Espergærde).
Afriggersejladsen blev desværre aflyst pga. dårligt vejr.
Da jollerne var kommet på land, afholdt vi et spændende seminar om ”vedligeholdelse af jollen” ved Bådebygger Nikolaj Gøthche fra Roskilde. Det var virkelig brugbar viden og særligt Nikolajs evne til at se mere struktureret på vedligeholdelsen af jollen var lærerigt. Han fulgte en liste og lavede en tilstandsrapport, ligesom gik vi på man går med boliger. Derefter gik vi på jolle-pladsen og gennemgik nogle joller og der var mulighed for at tilkøbe en skriftlig rapport, som også ville være anvendelig ved en fondsansøgning. Vi fik også syn for hvad der var nødvendigt, her og nu opgave, og hvad der lå 2-3-5-år ude i fremtiden.
Årets julefrokost blev flot arrangeret af smakkelauget i Snekkersten. Lokalet var fyldt med smakke-entusiaster, god mad, sang & musik og en masse ”røverhistorier”.
UNESCO´s godkendelse af den klinkbyggede kulturarv var den store nyhed d. 4. dec. 2021 og blev i 2022 fejret ved mange sejladser og stævner. I TS investerede vi en vandreudstilling som har været til Maritimt folkemøde i Korsør, Helsingør, Hobo, Ålborg, Hundested, Ejby under Tour de France, ja selv dronningen så den ved sit besøg i Korsør i sensommeren. Lige nu kan I se den og en meget flot udstilling i Kystliv Holbæk.
FtSF fik doneret Silden i 2022 fra Havneforeningen i Hornbæk. Den fik friplads i Historisk Havn Helsingør sidste sommer og blev sejlet i havnen, under Øresund på langs og af bådebyggerlærlingene, som nød at kunne sejle smakkejolle. I januar og februar istandsatte de samme lærlinge Silden, så den nu næsten er klar til at blive søsat. De kan så sejle den når de vender tilbage til skolen, de var 3 hold og er pt i praktik på værfter over hele landet. Vi mangler stadig at få oprettet et laug for Silden, her mangler der en god frivillig oldermand eller kvinde, der vil tage fat. I bestyrelsen besluttede vi at Mogens fond med 3800 kr. helt passende, netop kunne bruges på en jolle fra Hornbæk og til unge mennesker. Hans søn David Lorentzen var enig i den beslutning.
Nu ligger en ny sejlsæson og venter forude. Vi håber på en nogle skønne sejladser fra alle havnene og ser frem til at mødes igen. I FtSF har vi et unikt fællesskab, på en meget smuk kyst i en nogle meget smukke klinkbyggede joller. Vi vil fortsætte med at være udadvendte og inviterende. Måske får vi med tiden en Smakke Sejlerskole op at stå.
Hjemmesiden bliver i april, fornyet af Henrik Landmark, noget vi ser frem tid. Tak til jer alle, som der dejligt byder ind med nærvær og hjælp, så den levende tradition her på Øresundskysten få lov at leve videre.
Anne-Marie Avlund nævnte at vi havde haft Maritim Aftenskole hele vinteren. Det blev drøftet og vi vil være mere specifikke og målrettede næste vinter. Der er stemning for det i foreningen og vi håber at få et eller to inspirerende oplæg, som vi havde i 2021 med Helle Barner.
Morten Høgsbro Holm fremhævede et godt arrangement i november, hvor vi der blev syet presenninger med hjælp fra Jesper Breum fra Gilleje.
Dan Christensen berettede om Fiskeri udstillings genopstandelsesdrømme.
[/one-half]